Gram Guider: Er du trukket i de brede bukser endnu?

Efter mere end et årti, hvor pasformen på dine bukser nærmest ikke har kunnet blive smal og lavtaljet nok, er det på tide at trække i de brede bukser igen. Alexander guider til stilen og har håndplukket fem gode køb. 

H vis du har set AN IVY Talks, så har du nok allerede hørt undertegnede slå adskillige slag for genopblomstringen af de løse pasformer i den formelle del af herregarderoben. Det er nemlig ingen hemmelighed, at jeg er svært begejstret for de løsere silhuetter, der præger tendensen indenfor jakkesæt lige nu, mens jeg især også sværger til de mange løse og vintageinspirerede takes på (habit)bukserne, som ligeledes har indtaget modeverdenen med storm over de seneste år, hvor især Harry Styles og Gucci har spillet hovedrollerne i the revival of the loose fit.

Det seneste årti har moden indenfor bukser (i hvert fald på gadeplan) ellers været domineret af smalle pasformer. Det skyldtes især den bølge af skinny fits, som Hedi Slimane hos Yves Saint Laurent og Dior introducerede i 00'erne, og som rappere som A$AP Rocky iført Acne Studios var med til at gøre til allemandseje i de efterfølgende år. Herrebuksen kunne nærmest ikke blive smal, stumpet og lavtaljet nok, hvilket i øvrigt også gjorde sig gældende, når det kom til jakkesættet, som med tiden bare blev smallere og smallere. 

Men modesytemets trends kører gudskelov i ring. Og efter et par sæsoners tilvænning til de løsere suits og ikke mindst brede bukser med høj talje og læg, der har domineret på catwalken, og som jo var en fast bestandel af Ivy League-garderoben og hos ikoner som Marlon Brando, Frank Sinatra og David Bowie, så er tiden nu inde til, at du prøver kræfter med den brede buks – også når du bærer blazer, skjorte og slips.

Det kræver naturligvis tilvænning at trække i et par brede bukser med en fodvidde på +20 cm, læg og en høj talje, når man har været vant til det modsatte – uanset om bukserne stumper eller falder ned over skoen. Ingen tvivl om det. Personligt foretrækker jeg derfor at style de løse bukser med en klassisk oxford skjorte, ofte et slips, et par underspillede loafers eller Chuck Taylor 70s og så en blazer, som ligeledes har en smallere pasform.

Jeg synes nemlig, at det giver en sammenhæng og et contemporary twist til looket, når du viser, at du har tænkt over, hvordan du mikser proportionerne på dit tøj. Og på den måde undgår du samtidig at kanalisere din indre 90'er Michael Jordan og de big fits, som også har været det helt store samtaleemne i forbindelse med tidens mest hypede dokumentarserie 'The Last Dance'. 

For mens både Michael Jordan og Scottie Pippen helt sikkert havde en vibe over sig med deres overdimensionerede jakker og bukser, som vi også glædeligt deler på vores Brand Board på Instagram, er det et andet og mere tidssvarende look, du bør gå for, når det kommer til at inkorporere brede bukser i din garderobe. 

Harry Styles er et godt eksempel, når det kommer til brede bukser og et øje for proportioner. Skal det være mere preppy, bør du kigge efter din inspiration i Japan og United Arrows, hvor stilprofilerne Poggy og Keita Sakuno formår at style de brede bukser med navy blazere med guldknapper, slips og caps. Sidstnævnte er i øvrigt mit helt store stilcrush lige nu. Du kan også tjekke GQs modeserie med Charlie Heaton fra Stranger Things ud HER for inspiration til slips, brede bukser og blazere.  

 

Uanset hvordan du ønsker at style dine brede bukser, så får du her fem af mine favoritter lige nu. Og husk, at du sagtens kan smide et opslag på dem, hvis du lader dem stumpe lidt. Giv dem op til 7 cm, som det i øvrigt er tilfældet på flere looks i denne guide. 

5 STILSIKRE BREDE BUKSER

Min øjeblikkelige favorit og den ultimative sommerbuks kommer fra koreanske Amfeast. Inspireret af den klassiske herreuniform i 30'erne og 40'erne, hvor bukserne var højtaljede og brede. Den perfekte makker til både navy blazere, men også til dagene, hvor temperaturen tillader blot at bære en oxford skjorte med oprullede ærmer. 

Køb dem hos Amfeast International til ca. 900 kroner HER

Jeg fortsætter i sporet hos Amfeast. Denne gang med et par brede Gurkha Pants, som med den høje talje med stropper og brede pasform henter inspiration i militærverdenen. Ligeledes en vintageinspireret klassiker, som gør sig eminent med blazer og slips. 

Shop dem til ca. 950 kroner HER

Det bliver ikke meget mere luksuriøst end hos svenske Saman Amel, som naturligvis også har givet deres jakkesætsbukser et løsere fit i denne sæson. Gør i øvrigt dig selv en tjeneste og dyk ned i svenskernes inspirerende univers. 

Shop dem hos MR PORTER til ca. 3.500 kroner HER.

Danske mfpen er også et mærke, som altid har excelleret i de tidløse tilgang til herregarderoben, hvor de brede bukser med læg naturligvis hører sig til. Og dette par er et godt bud, som jeg gerne rocker med et par brogues, en hvid oxford skjorte, et slips i burgundy toner og en lys blazer denne sommer. 

Find bukserne til ca. 1.500 kroner HER.

Også Martin Asbjørn er altid galant for at levere flotte, brede bukser i sine kollektioner. Denne style, som har en smule mere trompetform end guidens fire øvrige favoritter, er også det perfekte par til sommeruniformen, og du kan eksempelvis style dem med et par Converse, en lyseblå skjorte og et regiment-stribet slips. 

Køb dem til ca. 2.100 kroner HER

Læs også: Jesper Buch designer egen kollektion