AN IVY ADVICE #7 – Værd At Vide Om Vin

Hvis der findes bevaringsværdige klichéer i køen af forkastelige af slagsen, omhandler dette Advice givetvis det vigtigste af dem: Få styr på den basale viden om vin og, vigtigst for de fleste, om købet af samme. I dette Advice giver vi de 3 bedste råd til den vinelskende nybegynder.

N ærværende skribent har i mange år haft det med vin (rød, hvid, mousserende, port), som jeg har haft det med parfume, botanik og moderne kunst: Jeg sætter pris på det hele, gerne i store mængder, men ved grundlæggende intet om det. Ofte lader jeg smagssanserne, mavefornemmelsen og min kærestes dømmekraft råde; lad det være et bonus-advice at erkende sine begrænsninger og lade andre om at være nævenyttige. Hellere spørge en, der har dygtiggjort sig inden for feltet.

Da vi besøgte vineksperten Mr. Carsten Cesar på Formel B tilbage i 2017. Foto: Victor Jones

Derfor skal vindens retning mod min fugtige pegefinger ikke guide jer gennem vinens verden - til det er emnet for vigtigt. I stedet har jeg sat AN IVYs mest druekyndige, Nikolaj Dylsing, i ekspertstolen, og bedt ham dele ud af sin ophobede viden.

Nedenfor får I hans tre bedste råd til hvordan nybegynderen i vinhandlen bærer sig ad og hvad tre han bør undgå:

1) Gør dig gode venner med din vinhandler: Tiden, du bruger med ham, har du alligevel tænkt dig at donere til Vivino, når du står rådvild i supermarkedet i ellevte time. Nej, gå hellere til den lokale fagmand. Han er der af en årsag, og den er hverken for sjov eller dyr. En flaske hvid Bourgogne fra Netto kan formentlig ikke det samme som en fra vinhandleren – og han skal hellere end gerne fortælle dig hvorfor. Betvivler du ham, tager han sigte og smasher med viden og smagsprøver, og på den måde vinder I begge to.

 

2) Glem alt hvad du har hørt af husmorråd og andre skrøner, der rimer på ’tøhø’. Det gælder i særdeleshed reglen om ”jo højere alkoholprocent des bedre”. (Men hvis du har hørt at de franske vine generelt er at foretrække, er det imidlertid rigtig nok). Selvom vin er flydende kan det opleves forskelligt, når det slynges ned i ganen. Og rødvin behøver ikke at være en bombe. Helst ikke faktisk. Det må gerne være både let, friskt og behageligt. ’Soif’ er et fransk ord, der oftest bruges om vin, ’der drikker godt’. Det er nemt. Det er rart. Glem de tunge italienske druer for en stund, og prøv noget Gamay eller Pinot Noir. Din gane og gæster vil rose dig for det.

3) Køb effektivt: Et lavt budget behøver ikke begrænse dig til tilsvarende oplevelser, men risikerer nemt at gøre det, hvis du lader dig rive med af de store kanoner på hylderne. Måske har du hørt at vine fra Bordeaux, Bourgogne og Barolo er fuldtræffere, og det kan der være noget om, men rygtet og den høje kvalitet kommer – som i alle tilfælde - med en pris. Billigere vine fra samme områder vil ofte bryste sig af ophavsområdet mere af navn end af gavn. Hvis du har et vinbudget på eksempelvis 100 kr. flasken, kommer du længere med en ’dyr’ Langhe end en billig Barolo. De kommer begge fra Piemonte-området, men med førstnævnte betaler du i højere grad for kvaliteten af druerne, og ikke navnet. Samme tese gør sig gældende med Bourgogne – hop lidt Syd på og gå hellere for en rødvin fra Beaujolais, hvis budgettet er brugt på slips og jakkesæt. Små budgeteffektiviseringer, som vinhandleren kan give dig langt flere af. Brug ham.

Læs også (fra arkivet): Mød Mr. Carsten Cesar fra Formel B

Læs også: AN IVY Advice #6 – Investér i tide