5 tendenser Vi Så Under Pitti Uomo

Vi var på plads, da den legendariske modemesse Pitti Uomo i denne uge løb af stablen i den smukke italienske metropol Firenze. Her er fem af de vigtigste tendenser, vi så på Fortezza da Basso blandt de velklædte gæster. Fem tendenser, du nemt kan inkorporere i din garderobe allerede nu.

Billeder: Pitti Uomo Official

Foto: Andrea Menin 

Din vinterfrakke skal have tern eller bælte i taljen

Bedømt ud fra stilen blandt de mange velklædte gæster, der entrerede Fortezza da Basso i denne uge, var der særligt to tendenser, der dominerede blandt vinterfrakkerne.

Først og fremmest så vi masser af tern på især de lange frakker. De kom typisk i brunlige nuancer, mens de mest aktuelle og stilfulde også kom med en knælang silhuet, som vi husker tilbage fra 70'erne og 80'erne. 

Foto: AKAstudio - collective

Men det var ikke bare tern og klassiske uldfrakker i lange silhuetter, vi så dominere på pladsen. Også oversize frakker med bælte i taljen var allestedsnærværende i Firenze i disse dage. Det skabte en afslappet og stillig balance til de mere formelle looks med suits, slips og blazere – især når de også blevet stylet med et par loafers og et par sokker i en lys farve. 

Hvide bukser er ikke kun forbeholdt forår og sommer

 

Foto: Enrico Labriola 

De fleste forbinder nok hvide og cremehvide jakkesætsbukser og jeans med forårs- og sommersæsonen. Men sådan skal det ikke nødvendigvis være.

I Firenze så vi utallige velklædte mænd iklædt lyse bukser i vinterkulden. Og du bør gøre det samme denne vinter. For de hvide bukser ser enormt stilfulde ud, når de styles med en grov og tung blazer i uld og en lang frakke eller shearling jakke over.  

Det nye stilmix

Foto: Enrico Labriola 

Noget af det bedste ved at besøge Pitti Uomo, er det stærke stilmix, man kan lade sig inspirere af.

Nuvel, de fleste gæster er stadig iklædt suits, frakker, slips og lædersko på den traditionelle facon. Men vi så også mange nye fortolkninger af de klassiske look i år, hvor flere især forenede de traditionelle elementer fra herregarderoben med mere streetwear-agtige items. Et look, der gav nyt liv til den klassiske stil. 

Et godt eksempel er den velklædte mand ovenfor, som med succes formåede at lege med lag på lag og style slips, skjorte og frakke med en utility vest og en hue. 

En cool hue er alting i vintersæsonen 

Foto: Enrico Labriola 

En af sæsonens helt store tendenser på Fortezza da Basso var naturligvis også statement huer, der i mange tilfælde var stylet med mere formelle elementer fra herregarderoben – en tendens, som vi allerede har prædiket adskillige gange de senere måneder.

Så vil du gøre som de velklædte gæster på Fortezzaen, bør du altså investere i en hue og style den med dit jakkesæt, slips og vinterfrakke eller blot med en åbentstående skjorte og en shearlingjakke. 

Find din hue HER

Ternede suits 

Foto: AKAstudio - collective

Vi slutter med de ternede suits, der også var at spotte alle steder under modeugen i Firenze. Især suits i grålige toner og både som enkelt- og dobbeltradet var tendensen.

Så har du ikke allerede et ternet suit i garderoben, er opfordringen herfra, at du investerer i et. Det er både super aktuelt nu, men også mindst ligeså aktuelt næste efterår og vinter. 

Relevante produkter