5 STILIKONER, SOM ALTID INSPIRERER OS

Selvom modens trends og tendenser er flygtige, er der en række personligheder i modebranchen, som gennem tiden har formået at manifestere en stil, som altid vil aktuel og inspirerende. Vi peger på fem af de mænd, som inspirerer os mest. 

 

D et går stærkt i modebilledet. Trends og tendenser opstår, genopstår og forandrer sig konstant. Og med SoMe-generationen er antallet af mikrotrends hver eneste sæson kun eksploderet endnu mere. Men selvom vi bestemt holder af modens flygtighed, er nogle af de personligheder i modebranchen, som inspirerer os mest, dem, der har formået at opbygge en stil omkring den klassiske herregarderobe og forme et signaturlook ud fra det

.

I denne uges post ser vi nærmere på fem af vores største inspirationskilder, når det kommer til personlig stil – fra Yves Saint Laurent tilbage i 70'erne til en af japansk modes vigtigste aktører. 

 

Hirofumi Kurino 

Med sin titel som co-founder af japanske United Arrows, bliver Hirofumi Kurino ofte nævnt, når man skal fremhæve de personligheder, der har defineret japansk herremode. Udover at være grundlægger af en af verdens måske vigtigste butiksuniverser, så har Kurino også altid formået at inspirere os med sin personlige stil – både når vi har set streetstyle billeder af ham og er stødt ind i ham i Firenze under Pitti Uomo. 

 

Kurinos stil er uniformeret og består typisk af loafers eller andre lædersko, som han styler med et par brede chinos. Det er hans signatur, siger han, mens sneakers også til tider inkorporeres. Overdelene består typisk af en blazer og slips, der sammen med hans karakteristiske grå, skarpt klippede hår gør hans look så karakteristisk. 

"Min stil er simpel, men selvom den er simpel, vil jeg gerne føre noget elegance ind i det", siger han i et interview med Closed. Og selvom stilen er simpel og uniformeret, formår han altid at give ethvert look et lille twist i enten pasformerne eller materialesammensætningerne, som gør ham så interessant og inspirerende. 

 

Mr. Nick Wooster 

Okay. Det er selvfølgelig svært at komme udenom Nick Wooster. Han er om nogen en mand, der har inspireret os enormt meget stilistisk de senere år. Den velklædte amerikaner er uomtvisteligt en af verdens bedst klædte mænd – vi er dog klart mest inspireret af hans stil, som den så ud fra ca. 2010 - 2015. Her viste Wooster nemlig, hvordan man kan tage klassiske elementer som en tweed blazer, et slips og style det i mange forskellige retninger. Ja, faktisk vil vi gerne kalde ham en spydspids, når det kommer til at nedbryde nogle af de klassiske konventioner, der førhen blev tillagt slipset. 

Har du brug for inputs til din stil, skal du bare søge hans navn på Google. Her boomer det med billeder af streetstyle-kongen, som du helt sikkert kan lade dig inspirere af. 

 

Mr. Yves Saint Laurent 

Her kan vi snakke om fransk elegance, når det er allerbedst. Den ikoniske franske modedesigner, Yves Saint Laurent, som døde i 2008, var udover at være en af historiens mest toneangivende designere med sit franske modehus, også et stilikon af dimensioner – både når han bar sine mørke suits og stribede slips, men også når man så ham i de dobbeltradede sæt med de brede revers. Et look som i øvrigt ville se mindst ligeså smart ud i dag, som det gjorde dengang han bar det i 70'erne. 

 

Mr. Sergei Sviatchenko 

Selv kalder han sin stil moderne klassisk, og den ukrainske kunster, som har boet i Danmark siden 1990, er adskillige gange siden 2010 blevet kåret som en af Danmarks bedst klædte mænd af Euroman. Også internationalt har hans stil vakt genklang alskens gange, og han har fået prædikatet (med rette) som en af verdens skarpest klædte mænd.

Vi fik allerede øjnene op for Mr. Sviatchenko i 2009, da han etablerede fotoprojektet Close Up And Private, som har revolutioneret modefotografiet. Og ja, vi er altid enormt inspireret af kunstnerens egen stil, som hovedsagligt består af navy blazere, slips (gerne stribet), brogues og chinos. 

Sviatchenko udstiller i øvrigt en række værker fra sit CUAP-projekt i anledning af sit 10 års jubliæum lige nu. Se mere på vores Instagram. 

 

Mr. Lalle Johnson 

Vi slutter hos vores naboer i Sverige, hvor en af verdens bedst klædte mænd huserer. Lalle Johnson er navnet. Et vigtigt mantra hos Mr. Johnson, når det kommer til at hans personlige stil, er at ignorere de mange, flygtige trends, som konstant opstår i modebilledet. Istedet handler det om farver og teksturer, når han klæder sig i klassikere, der oftest består af skarpe suits, loafers og slips. 

Læs også: 5 slips og skjorte kombinationer til sommeren