3 Stylinger, Der Kommer Til At Definere Sommerstilen Hos AN IVY
Sommeren er langt om længe over os, men du behøver ikke gemme slipset, blazeren og skjorterne væk, bare fordi vi går ind i årets varmeste og mest afslappede periode. Vi guider til tre preppy-inspirerede outfits, som kommer til at definere vores sommerstil i 2020.
Tekst: Alexander Gram I Foto: Daniel Overbeck
F
ra i morgen er der officielt sommer på programmet. Årets forhåbenligt mest afslappede og lette periode, som i år kommer til at løbe lidt anderledes af stablen end normalt. Men blot fordi godt vejr og tre ugers sommerferie (.....i Danmark) er indenfor rækkevidde, behøver du ikke skrue ned for kadencen, når det kommer til din sommerstil.
Varmere temperaturer og den afslappede sommerstemning indbyder naturligvis til en mere afslappet tilgang til herregarderoben. Men bare fordi du skruer op for det afslappede, betyder det ikke, at du behøver at se bort fra jakkesættet, blazerne, slipsene og skjorterne. Det er nemlig alle items, som på en nem, preppy og sommerfrisk måde kan inkorporeres i din sommergarderobe, hvor alt handler om overraskende stylinger, farvesammensætninger, materialevalg og om at bryde sine looks op.
Vi har samlet tre preppy-inspirerede smart casual outfits, som med sikkerhed kommer til at definere sommerstilen hos AN IVY. Og så teaser vi tilmed for en ny produktkategori.
DEN PREPPY SOMMERUNIFORM
Navy blazer, regimentstribet slips i skarpe farver, lyse bukser og penny loafers. Her kredser vi om en favoritstyling i AN IVY-regi, der indkapsler essencen af Ivy League-universet fra 50'erne og 60'erne.
Det er en styling, der naturligvis har sin aktualitet og berettigelse året rundt i herregarderoben, men der er alligevel noget særligt over sommerfortolkningen af uniformen, hvor materialerne bliver lettere (bomuld, hør og silke) og temperaturen indbyder til italienske sokker i penny loaferen, som G.H.Bass gjorde til en hjørnesten i herregarderoben tilbage i 30'erne.
Selvom det er et ikonisk look, der består af en række klart definerede grundingredienser, finder vi sæson efter sæson altid små detaljer, som giver fornyelse til vores måde at bære uniformen på. Og denne sommer kommer vi utvivlsomt til at style den navy blazer, det stribede slips og vores foretrukne penny loafers lige nu fra NY-mærket Aimé Leon Dore med lyse bukser, som kommer med både højere talje og bredere fodvidde end normalt, hvilket jeg også guidede til i sidste uges The Ivy Post.
De højtaljede og brede bukser er dog ikke det eneste tvist til vores fortolkning af looket denne sommer. Inden længe kommer vi til at tilføje endnu et produkt til AN IVY-porteføljen, nemlig dad caps. Og det er ren icing on the cake, hvis du spørger os, når det kommer til at style en stilsikker, men også afslappet 50'er og 60'er inspireret preppy sommeruniform.
Vores nye dad caps lander online ultimo juni. Stay tuned.
FARVERIGE OXFORD SKJORTER MED OPRULLEDE ÆRMER OG SLIPS
Det er ingen hemmelighed, at de fleste mænd har tendens til at klæde sig i de stilsikre toner af blå, grå og sort størstdelen af året. Men sommeren og de lange, lyse dage kan være den perfekte anledning til at gøre op med den vane. Og med et slips eller en skjorte har du at gøre med nemme items, hvis du gerne vil skrue op for farverne i din garderobe.
Vi er selv fast besluttede på at inkorporere endnu flere farver i vores outfits denne sommer, hvilket blandt andet skyldes den preppy trendbølge, der så småt er begyndt at spire igen i det internationale modelandskab, og derfor kommer vores mest farverige fortolkning af button down-skjorten i røde og hvide striber også til at dominere, når det kommer til vores sommeruniformer.
Her kommer vi både til at style den med lyse bukser/suits, som Nikolaj har gjort det herover, men den er også den perfekte makker til navy eller grå suits og et mere farverigt slips som Light Blue Flower Silk eller Blue Geometry Chains.
DEN ÅBENTSTÅENDE BUTTON DOWN SKJORTE – STYLET MED ALTING
Slipset spiller en essentiel rolle, når det kommer til både Nikolaj og undertegnedes garderobe. Men der kommer også sommerdage, hvor outfittet skal have en endnu mere afslappet vibe over sig. Og her kommer den klassiske oxford skjorte med button down-krave til at spille en hovedrolle.
Oxford skjorten – den klassiske menswear essential – er en hjørnesten i Ivy League-inspirerede garderober hos stilikoner som John F. Kennedy, Miles Davis og Sergei Sviatchenko, og den er eminent – uanset om du bærer slips eller ej – til at binde et preppy-inspireret sommerlook sammen.
Om du bærer den med to åbentstående knapper, et par lyse bukser og en blazer i en let hørkvalitet, som jeg gør ovenfor, om du styler den løsthængende med et par chinos og oprullede ærmer, eller du skruer op for The Talented Mr. Ripley viben og bruger den sammen med badebukserne på årets varmeste dage, så cementerer oxford skjorten sig også som sommerens vigtigste go-to-item i herregarderoben.
Læs også: Gram Guider: Er du trukket i de brede bukser endnu?