Gram Guider: 3 Stilfulde Film, Du Skal Se og Lade Dig Inspirere Af

The Talented Mr. Ripley, American Gigolo og Wall Street er nogle af de mest ikoniske film gennem tiden, når det kommer til stilinspiration. Læs med, når Alexander sætter fokus på, hvad der gør de tre film så specielle, og hvilke stiltips, du kan tage med derfra.  

J eg taler nok på vegne af de fleste, når jeg siger, at Corona-dagene giver ekstra tid på sofaen foran fjernsynet. Det gør de i hvert fald for mig, når hjemmekontoret er pakket sammen og arbejdsuniformen hængt i skabet. Netop derfor besluttede jeg mig forleden for igen at gense nogle af mine favoritfilm. Film, som er blandt de mest ikoniske gennem tiden, når det kommer til stil og stilinspiration, hvis du spørger mig.

Især tre kult-klassikere har altid draget mig, når det kommer til netop stilen i filmene: The Talented Mr. Ripley, American Gigolo og Wall Street. Hver film har et unikt særpræg og en signaturstil, som jeg altid bliver enormt inspireret af. 

Læs med her, når jeg sætter fokus på, hvad der i min optik gør filmene så unikke, og hvorfor de hver især scorer høje point på stilskalaen. 

The Talented Mr. Ripley

Forleden besluttede jeg mig igen, igen, igen for at kaste mig over Anthony Minghellas ikoniske film 'The Talented Mr. Ripley' med Jude Law og Matt Damon i hovedrollerne. Filmen har altid stået som en af de mest inspirerende film, hvis man tager stilbrillerne på, og jeg fik endnu engang bekræftet hvorfor.  

Kort sagt indkapsler filmen essencen af casual elegance, når den forener et nonchalant italiensk look med klassiske, amerikanske preppy vibes. 

Filmens to mandlige karakterer befinder sig stilmæssigt langt fra hinanden (i hvert fald i starten), men ikke desto mindre har jeg nemt ved at lade mig inspirere og stjæle stiltips fra både Dickie Greenleaf og Tom Ripley. 

Især Jude Law aka. Dickie Greenleafs afslappede signaturlooks i hjembyen Mongibello giver mig prompte ferie-cravings, når han er klædt i hvide hørbukser og meshpolotrøjer eller hvide, åbentstående skjorter og badeshorts. Også accessories og smykker er der styr på, som Gucci bælter, guldringen på hans lillefinger (en gave fra Marge), og vintage ståluret, som eftersigende skulle være fra enten Bulova, Hamilton, Longines eller Wittenauer. Giv en heads up, hvis du ved det. 

Selvom Tom Ripleys (Matt Damon) stil i filmen portrætteres outdatet og som en skærende kontrast til Greenleafs elegance, er Ripleys look i retrospektiv også enormt inspirerende – især når man har en forkærlighed for preppy og Ivy League-stilen. Alt fra Princeton-jakken, der i starten bliver Ripleys adgangsbillet til Italien, til de løse button down-skjorter med oprullede ærmer, strikkede slips, brogues, de runde Oliver Peoples briller og den brune fløjlsjakke går rent hjem hos mig hver eneste gang. 

Og naturligvis fortsætter filmens kavalkade af inspirerende looks, efter Ripley dræber og stjæler Dickie Greenleafs identitet. For eksempel, når han indtager Roms gader i lyse trenchcoats, Gucci horsebit loafers og turtlenecks, eller når han shopper suits i Battistoni og går i operaen iført smoking. 

Kort sagt står The Talented Mr. Ripley som min absolutte favoritfilm, når det kommer til stil, og jeg ved, at det samme gør sig gældende for Nikolaj. Det snakker han om i 'Ivy Talks' HER.

Lad The Talented Mr. Ripley være en af de film, du bare skal se eller gense de kommende uger, hvor du har lidt ekstra tid på sofaen. Og sørg for at holde et ekstra vågent øje med den stærke stil hele vejen igennem. 

American Gigolo

Selvom American Gigolo i år har 40 års jubilæum, kan du stadig trykke play og lade dig inspirere af Julian Kayes (Richard Gere) raffinerede stil. Bag de elegante suits og looks i filmen stod nemlig den italienske modeskaber Giorgio Armani. Og netop Armanis tilgang til især jakkesættet, som var elegant og raffineret, men også mere afslappet, end man før havde set (tænk skulderpuder, metervarer, snit og farver) var med til at redefinere 80'ernes herregarderobe og katalysatoren for en langt mere afslappet forståelse af den klassiske herreuniform. 

Flere peger sågar på, at Armanis påklædning af Richard Gere i American Gigolo er den mest succesfulde brandpromovering i en spillefilm nogensinde, og at Gere til enhver tid kan hente gratis tøj i alle Armanis butikker.

Og ja, jeg må bare indrømme, at jeg fik lyst til at tage på vintage Armani-jagt med det samme, jeg så filmen igen. 

Stilen i Amercan Gigolo, som også på mange måder er dens omdrejningspunkt, er tidløs. Alt fra den elegante brune frakke med bånd i taljen og det prikkede slips, til de mange afslappede suits, cardigans med skjorte og slips, og selvfølgelig scenen, hvor Kaye er klædt i bootcut jeans, en åbentstående lyseblå skjorte og en dobbeltradet hørblazer, står ud som nogle af de stilistiske højdepunkter, som jeg sagtens kunne finde på at inkorporere i min garderobe i dag, 40 år efter udgivelsen af den Paul Schrader-instruerede film. 

 

Wall Street

Vi slutter med en anden ikonisk rolle, nemlig finansskurken Gordon Gekko spillet af Michael Douglas. Omend banker-stilen i Oliver Stones 'Wall Street' er langt fra min personlige stil, og at den ofte sættes i bås som stereotypen på, ja, en grådig Wall Street-dude, så afholder det mig ikke fra altid at blive inspireret af Gekkos powersuits, brede slips, blå og stribede skjorter med kontrastfarvede hvide kraver og seler. 

Indrømmet. Det er nok de færreste, der tør klæde sig i de power-looks, som karakteriserer Gordon Gekko-figuren, som i øvrigt blev klædt på af Alan Flusser. Men når det er sagt, så drømmer vi vel allesammen om, at vi bare engang imellem kan trække i noget så powerfuldt som et dobbeltradet, nålestribet jakkesæt og mikse det op med et prikket slips. At vi kan tage morgenkåben med broderi på brystet på hver morgen, eller have et Cartier Santos i guld om armen. 

Har du også lidt ekstra tid på sofaen i disse corona-dage, så er det altså bare med at få tændt op for streamingtjenesterne og lade dig inspirere af Dickie Greenleaf, Tom Ripley, Julian Kaye, Gordon Gekko og alle de andre velklædte filmkarakterer gennem tiden, som stadig er ligeså aktuelle i dag, som de var for 20, 30 og 40 år siden. 

Læs også: Derfor bør du også være velklædt på hjemmekontoret

Relevante produkter